Næste levende og boblende Crémant d’Alsace i glasset var fra Domaine Rémy Gresser, der ligger i Andlau tæt på Mittelbergheim.
Vinhuset er grundlagt helt tilbage i 1520 af Thiébaut Gresser, der også var udnævnt borgmester i Andlau. Selve vingården er dog grundlagt lidt senere i 1667, men lige siden har familien Gresser lavet vin i den lille by, der ligger i en smal dal ved foden af Mont Ste Odile med marker på de stejle skrænter.
I dag er det Rémy Gresser, der driver den gamle, historiske vingård med samlet 10,3 hektar vinmarker, herunder de 3 Grand Cru marker Kastelberg, Wiebelsberg og Moenchberg samt de 3 Lieu-dits Brandhof, Kritt og Duttenberg.
Det giver en exceptionel variation i jordbundstyper, der sammen med de mange forskellige eksponeringer og højder skaber et hav af forskelligartede terroirs.
For at kunne udtrykke naturen … det lokale terroir driver Rémy Gresser stedet økologisk og biodynamisk. For Rémy Gresser gælder det om at skabe et miljø, der er favorabelt for vinstokkenes trivsel, så de kan producere sunde og modne druer på en naturlig måde.
Der bliver lagt vægt på livet i jorden, som skal beskyttes, fordi det er regnorme, diverse insekter samt bakterierne, der omdanner de organiske elementer til næring, som planterne kan optage.
I en økologisk produktion bruger man kun naturlige midler til at beskytte planterne. I meget fugtige perioder, hvor vinen fx er truet af meldug behandles der med de naturlige midler svovl og kobber, der påføres planterne manuelt udefra.
Men det betyder også, at i meget regnfulde perioder må Rémy og hans team ud og behandle planterne efter hver eneste byge, fordi den den beskyttende opløsning bliver skyllet af bladene.
Konventionelle producenter, som anvender kemikalier for at beskytte deres høst, er i mindre grad underlagt naturens luner. De anvender primært systemiske midler, som bliver absorberet gennem rødderne og beskytter planterne indefra og i længere tid.
Her smager vi huset Crémant d’Alsace Non Vintage, men druerne stammer alle fra høsten i 2017. Det er et blend mellem Pinot Blanc og Auxerrois Blanc … lavet med direkte presning af druerne inden en gæring og kort lagring på ståltank. Derefter er andengæringen sket på flaske i mindst 12 måneder.
Næsen er utrolig grøn … nærmest som hyben, stikkelsbær, grønne og sure æbler, lidt grape … men ellers noget til den neutrale side. Der er måske lidt grønne krydderurter som mynte, timian og løvstikke. Med lidt luft i glasset kommer der også lidt gærede noter frem.
I munden brusser vinen vildt op … way over the top, aggressiv fizz, mens smagen er grønne æbler, frisk og renser munden rigtigt fint. Der er kommer lidt svag bitter lemon med i billedet, som nærmest sætter sig på tænderne. Det er en frisk Crémant d’Alsace, stikker ikke dybt, men smager fint.
Forhandles af Vinea, men prisen kender jeg ikke.